I efteråret bestemte jeg mig for atvandre hele Caminoen igen. I 2007 gik jeg fra Saint-Jean-Pied-de-Port til Santiago de Compostella. Det var en fantastisk oplevelse -og lærerig - meget lærerig.
Den lærte mig at jeg fra nu af ikke behøver at bekymre mig om det at opnå mit mål i livet - det ligger fast - ligesom jeg - 3 dage fra Santiago pludselig opdagede at jeg ville nå frem.. Min øvelse havde bl.a. været ikke at bekymre mig om fremtiden - men kun skulle koncentrere mig om at være i hvert eneste af mine skridt. Det lykkedes.
Og så var det at jeg tænkte jeg ville gentage turen.
Mine forberedelser var så småt gået i gang - og billetten bestilt.
Forleden var jeg på havearbejde - som så ofte. Der skulle ryddes op, i bede og under buske og træer. Døde greneog blade blev samlet og smidt i affaldsposer.
Og så kom jeg til at tænke på den forestående Camino. Hvor skulle jeg egentlig gå igen? Hvad ville jeg opnå? Og hvorfor lige til Santiago?
Jeg har bemærket mine følelser når jeg fortalte om min forestående vandring. "hvor er det flot - du er dygtig - og sej..." Og jeg "solede" mig faktisk i den ros. Ja, jeg er sej og dygtig...
Så var det derfor jeg mon ville vandre Caminoen igen? For at få ros og anderkendelse? Det er ikke umuligt at det var det der drev mig. Men det jeg ville opnå - hvad var det? Og var det umuligt at opnå det her i Tisvildeleje?
Svaret var klart og tydeligt. NEJ. Jeg behøver ikke vandre 800km. for at "nå mit mål".
Mit mål er lige her og nu. Jeg ved intet om fremtiden og behøver heller ikke vide det. Jeg ved faktisk ingenting.
Det jeg samlede i affaldsposerne var mine gamle forestillinger om hvordan fremtiden skulle udarte sig. Væk med dem. Plads til nyt.
Start fra scratch - hvert øjeblik.
Jeg hviler i Gud.
"Forget this world, forget this Course and come with wholly empty hands unto your God".
Det er det jeg gør.
Blog fra min forrige Camino:
http://www.caminoenmin.wordpress.com/
