19. sep. 2018

Hvad er det jeg har mistet?

Måske kender du følelsen - du leder efter noget som du IKKE kan finde...
Med alderen virker det som om jeg oftere går rundt og leder, efter briller, nøgler eller helt andre ting.

I øjeblikket leder jeg efter en ny bluse som jeg købte i Halden for nylig.  Jeg syntes den var rigtig flot, og det var et rigtigt godt køb.

Nu er den pist væk.  Det gør sådan set ikke noget som sådan.  Det jeg synes er så interessant, er at undersøge hvad det gør ved mig, denne evige leden efter ting jeg tror jeg har mistet.   Jeg vil skynde mig at tilføje at meget ofte, når det er briller eller nøgler eller min pengepung der mangler, så finder jeg den lynhurtig efter jeg har begyndt at bede mine engle om hjælp til at finde, men også det  at jeg jævnligt siger til mig selv:"Jeg ved altid hvor jeg lægger mine briller, pengepung etc", har haft en positiv virkning.  Det tror jeg på.

Nå, men altså denne bluse og følelsen, følelsen af at mangle, og at have mistet.  Det er en meget grundlæggende følelse jeg er kommet i kontakt med, det er i virkeligheden slet ikke blusen der er mit "problem".  Det er min tro på at jeg er adskilt fra Gud, at Han har forladt mig og at jeg har gået min egen vej.  Der, dybt inde er jeg virkelig, VIRKELIG ked af det. Alene og forladt, jeg har mistet...

Jeg har sat mig ned, og bosat mig i den følelse, søgt trøst i Marias arme, som det lille barn, jeg hele tiden maler.  Der er intet at frygte siger hun! Du er i sikkerhed, din Fader har ALDRIG forladt dig!

Nej, det har han ikke.  Det er SANDT!

Men så simpel en ting som at lede efter en bluse, kan få mig dybt der ind, hvor der stadig sidder en nagende mistro og håbløshed. Jeg glemte ikke at tage det så alvorligt.  Jeg bliver der et stykke tid, bliver i sorgen og beder om hjælp til at lade LYSET skinne min misopfattelse - sådan at jeg kan se - SANDHEDEN.


AMEN

3. maj 2018

Hvorfor endu en Camino?

Det bliver 4. gang jeg sætter kursen mod Santiago de Compostella. Hvorfor mon?
De 3 første gange har været med forskellig grund.
Min første camino gik jeg med min datter i 2004.
Efter at have troet jeg skulle dø, ikke overleve diagnosen brystkræft, var det en total sejr for mig at gennemføre de sidste 120 km af den franske Camino fra Sarria til Santiago. En vandring fyldt med smerte og angst. Men også en total forløsning når vi nåede vores mål!
At have gået strækningen med min datter har givet mig en følelse af dyb samhørighed og et helt specielt bånd mellem os jeg ikke vil undvære. Vi gjorde det Pernille!
Når vi på strækningen mødte pilgrimme som var gået helt fra St. Jean pied de Port, vidste jeg at det skulle jeg også gøre en dag…
I 2005 cyklede jeg det meste af den franske Camino sammen med Erik. Det gik alt for hurtigt… Sjælen kom ikke rigtigt med synes jeg. Caminoen skal vandres…
Det var en lærerig tur vi havde, og jeg var så glad for at kunne dele min glæde med Erik. At cykle ind i Santiago sammen, lige på vores bryllupsdag var stort!
Endelig i 2006 skulle jeg gå hele Caminoen Det blev en oplevelse for livet.
Den første halvdel gik jeg med en god veninde, fra Burgos til Santiago gik jeg alene.
Alle mine ønsker om indsigter blev opfyldt. Vandringen gav mig en ro og sikkerhed i mit liv jeg kun kunne have drømt om. Den hjælp fra Gud som blev givet mig har præget mig lige siden…
Og nu, tager jeg afsted igen. Og hvad er hensigten denne gang?
Hensigten er bare at være, nyde og gå.At give min krop mulighed for at vise hvad den også kan.
Være med elementerne, nyde hvert skridt, ikke bekymre mig om noget, have fuld tillid til at ALT er som det skal være.
Derfor tager jeg igen på vandring. Denne gang ikke alene. Jeg vandrer med Erik og et par af vore gode venner.
Og alt er såre godt.
Og Gud er med mig - hvorhen jeg går.