Viser indlæg med etiketten child of God. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten child of God. Vis alle indlæg

9. jul. 2012

Be mild...


I thought today was going to be - not so difficult. I was wrong!  But I felt so ready, after a good night's sleep and all.  Not so.  It seemed as if I could not even draw one straight line.  And when I did, I wanted to improve it a little bit, and it was all wrong - again.  Theodore helped me out, and I made the same mistake again, it should be just a little bit darker towards the end, and then - ups the dark area got too big.

And when Theodore said he did not understand why I was so good the other day and today could do nothing, I was prepared to wnkjwhiohnfvxszk!!!
Perhaps it is the heat, my age, the noise etc. etc.?  No, the thing is - this is me.  This is my skill, the problem is I want to be perfect, or at least very good.  I push myself,   I am never content, it is as if I am hearing my parents in the background, come on, you can do it,you can do better than this, be good now, work on it...

This will stop now.

I will be mild with myself.  I will not compare myself with a master. I do the best I can, and that will be fine! I will accept myself, just the way I am.

So help me God.


15. mar. 2012

Angsten for at dø...


Hjemme igen efter 10 dages ferie på Gran Canaria.  Gran Canaria? Det som for de fleste står for dase- og badeferie - eller fest og farver og grisefest...
Nej, Gran Canaria er meget mere!  Kører man ind i landet er der et stort bjergmassiv - og der er flere nationalparker og fredede arealer - meget øde og med et utal af stier og vandringsleder. Og der er frem for alt - stille.  I 8 dage har vi vandret området tyndt (næsten) og vi mødte ikke flere end kan tælles på en hånd.  Utroligt!
Og så er der det med at "leve Et Kursus i Mirakler" (igen)...
For cirka et år siden skrev jeg på min blog om en tur til Vietnam og den rædsel jeg oplevede på en tur i bjergene og en meget stejl vej...
Det oplevede jeg så igen  - altså rædslen - denne gang på en lidt anden måde.
PÅ en af vore ture fra Cruz Grande til St. Bartholomé skulle vi over et bjergpas.  Den lille sti ( en camino real)  op over passet var stejl, MEGET stejl... På visse steder så det ud til atstien forsvandt ud i ingenting .. På et tidspunkt måtte jeg kalde på Erik for at han kunne gå tilbage og hjælpe mig.  Så kunne jeg holde fast i hans rygsæk rundt om et lille sving hvor der var en afgrund på flere hundrede meter lige ned. Meget nemt kunne jeg være blevet overmandet af angst - og jeg havde lyst til bare at sætte mig ned og bede om hjælp fra en helikopter til at hente mig.  Ikke turde jeg gå ned, og heller ikke op. Puhh.. Det med at bede om hjælp - det er vel nok vigtigt at kunne! Ikke altid nemt. 
Tænkte på at jeg intet har at frygte og fik fat i den del af mig hvor roen er.  Videre - ikke lade mine tanker køre afsted med mig, frygttanker om at falde ned og dø...
Endelig oppe ved  passet - skønt - så skulle vi så bare nedad. Men et lille blik ud over kanten var nok, hjææælp! Her slyngede en lille sti sig ned af skråningen, i ydersvingen var der flere hundrede meter lige ned!  Nu er det om at tage indersvingen og kikke lige ned på stien og ikke ud til siderne...  Bare jeg havde haft muligheder for at tage skyklapper på!
Rolig nu - ikke lade tankerne få overhånd.  Et skridt ad gangen. Alt er OK - der er intet at frygte.

Her går stien ned til højre for skiltet - ud i intetheden?

Et skridt ad gangen og tiltro - det var løsningen for mig.  Stille og roligt - og ikke lade tankerne få overhånd.  Og tillid.  Tillid til at alt er som det skal være. Tja, er det nødvendigt at sige det gik godt? Min frygt var fuldstændig ubegrundet.  Selvfølgelig skal jeg passe på, det er ikke en vandring man bør foretage i tåget og regnfuldt vejr. Men der er heller ingen grund til at lade ubegrundet frygt tage overhånd!
Det har bare været til så stor en hjælp for mig igen at blive konfronteret med min frygt for at dø. Langsomt vokser min tillid til Gud og min villighed til at overgive mig. 
Det takker jeg for - og jeg takker for mit liv og min glæde ved det.

***





   

27. dec. 2011

Veiskillet - kap.22.IV - Et Kurs i Mirakler



Mit forrige indlæg handlede om en drøm jeg har haft. Om at jeg ikke kunne finde vej hjem.
Det er så helt naturligt at læse kap. 22.IV i Kurset.  Dette er fra den norske oversettelse av Kurset:


 Veiskillet.


1. Når du kommer til det sted hvor det er helt tydelig at veien deler sig, kan du ikke gå rett frem.  Du må enten gå i den ene retningen eller den andre.  For hvis du går rett frem kommer du ikke noe sted.
Hele hensikten med å komme så langt som hit, var å bestemme hvilken vei du skulle ta.  Den vei du kom, har ikke lenger noen betydning.  Den kan ikke lenger tjene noen hensikt.  Ingen som kommer så langt som dette kan velge feil - men han kan forhale det.  Og det finnes ingen del av vandringen som synes mer håpløs og bortkastet, enn når man blir stående der hvor veien deler seg uten å kunne bestemme seg for hvilken vei man skal gå.
2.  Det er bare de aller første skritt på den riktige veien som synes vanskelige, for du har valgt - selv om du fortsat kanskje tror at du kan gå tilbake og gjøre et andet valg.  Slik er det ikke.  Et valg  som er tatt med Himmelens makt som støtte, kan ikke gjøres ugjort.  Din vei er fastsatt.  Det finnes ingenting som du ikke skal få beskjed om, hvis du erkjenner dette.
3.  Og så står du og din bror her, på dette hellige sted, fremfor syndens slør som henger mellem dere og Kristi ansikt.  La det bli løftet!  Løft det sammen med din bror, for det er bare et slør som finnes mellom dere.  På egen hånd vil enten du eller din bror se det som en solid blokk, og ikke innse hvor tynt forhenget er som nå skiller dere.  Men det er nesten borte i din bevisthet, og freden har nådd deg til og med her, foran sløret.  Tenk på hva som vil skje senere.  Kristi Kjærlighet skal lyse opp ditt ansikt og skinne fra det - inn i en formørket verden som trenger lyset.  Og fra dette hellige sted skal Han vende tilbake med deg, og hverken forlate det eller deg.  Du vil bli Hans budbærer og gi Ham tilbake til Seg Selv.
***


Det er her jeg har stået -  ved en skillevej, og ikke helt været klar over hvordan jeg skulle komme videre.  Vendepunktet kommer nu hvor jeg er fast besluttet på at mit sind ikke længer skal have frit spil til at tage mig med rundt i drømme hvor jeg er adskilt fra min Sandhed, for det indebærer kun forsinkelse.  
Nu er jeg klar over at jeg ikke ER mit sind og jeg ikke ER mine tanker.  Nu vælger jeg Himlen og Himlen accepterer mit valg.
Jeg bestemmer ikke selv farten eller måden.
Jeg beder min Vejleder om at vise mig retningen.


Vær du min leder.  
For jeg vil følge Dig,
 sikker på at din ledelse vil give mig fred.



 

11. sep. 2011

What secrets do I try to keep?


I am perfect just the way I am.  I do not have to try to be better than I am - I am already perfect.   There is nothing about myself I need to hide.  I no longer have to be frigthened of not being good enough.
I accept  who I am - the innocent child of God, created perfect.




David Hoffmeister: ":We hide our divine Self by trying to be important or by being loved in a special way. We are constantly trying to improve and become a better self. This is exhausting and unnecessary. The ego fears loosing itself. We fear intimacy in relationships because we fear being swept away by glorious Love. Ultimately, this Love is experienced beyond the interpersonal context. We feel guilty and fearful of God. All our unconscious guilt comes because, deep down, we believe we've separated from God. The ego is the big, guilty secret. When we expose it, we are free of it."




Thank you David!

Love, 
Anne-Marie