5. okt. 2015

En lille smule udenfor min komfortsone

Et kursus i portrætskulptur


I weekenden deltog jeg i et kursus i portrætskulptur.  Noget helt og aldeles nyt for mig.  For mange, mange år siden gik jeg en vinter til ler - det blev til en lille skulptur af en nøgen kvinde og en blomsterkrukke med vinranker.  Vi prøvede også at dreje et krus eller to, det var jeg ikke særlig god til, og det fængede mig heller ikke rigtigt.
For et stykke tid siden så jeg dette kursus i Helsinge, arrangeret af Kunsthus 51 i Tisvildeleje, og fik med det samme lyst til at deltage.  3 dage til at skulpturere en levende model i ler, altså kun ansigtet..

Pudsigt som jeg var lidt urolig på vej derhen, tanker som:  "Hvor gode er de andre, falder jeg helt udenfor, kan jeg overhovedet finde ud af det, kender de andre hinanden" osv. osv.  dukkede op på en lang snor. Men forholdsvis hurtigt fik jeg fat i Mig Selv - og grint lidt af hele tankerækken, som jo er fuldstendig uden betydning og berettigelse.

Første dag fik vi lavet en grundform og vor model var tilstede den sidste time.  Der blev taget en masse mål, så vi kunne gå i gang med at få hovedform på plads, og placering af øjne, næse, mund, tindinger, kindben mm.  Det var svært at se hvordan det nogensinde skulle komme til at ligne den dejlige model.

De fleste andre deltagere havde heller ikke prøvet at lave portrætskulptur tidligere så vi var alle lige på det punkt.  En ting slog mig, og det er hvor enormt høje krav vi stiller til os selv.  Jeg gør i alle fald.  Hvordan kunne jeg dog tro at jeg ville kunne lave en skulptur som var rigtig i dimensjonene og vellignede, den aller første gang jeg prøvede det?

Og  jeg måtte også minde mig selv om at dette gerne skulle give glæde, og ikke frustrationer!  Virkelig en øvelse i at ikke tage tingene så alvorligt og huske at grine ad det hele.
Den første dag tog jeg ikke noget foto, men det gjorde jeg dag nr. 2.  Da så mit portræt sådan ud:


 
 
Dette ligner jo virkelig en gammel kone - og det er modellen bestemt ikke.  Flere sagde at det jeg var i gang med jo var et selvportræt, på et tidspunkt lignede det mig selv - lidt... 
Jeg kunne godt se fejlene, men noget andet er at få formet det rigtige - i ler.
 
Her er et foto af min model - og modellen på den tredje og sidste dag:
 
 
Nemt at se fejlene! Der mangler hår på baghovedet - det havde jeg ikke begyndt på endnu,, næsen er for lang, hagen for spids  øret for stort! bl.a.  Nogle timer senere var tiden gået og vi skulle i gang med at udhule det hele så kunstværket ikke blev sprængt under brænding (om 3 ugers tid).
 
Dette var meget lærerigt.  Jeg var god til at se detaljer synes jeg, efter års ikonmaling.  Men at forme med hænderne er noget helt andet  end at male med en lille pensel, i alle fald for mig. Og det er jo også noget helt andet at forme i ler efter levende model end efter et foto... Men sjovt - det var det!
 
 
 
Sådan blev det endelige resultat.  Jeg har lidt ler tilbage. Muligvis må jeg tage mig sammen til at få lagt lidt mere hår på - hvordan laver man vellignende hår i ler?  
 
Tak til Jeanette for god undervisning!