12. jan. 2010

Er jeg en god Kursus i Mirakler studerende?

Det vil jeg gerne være. Jeg vil faktisk gerne være den aller bedste. Og hvordan bliver jeg det? Eller er det nødvendig for mig at være bedst?Kurset siger jo – jeg er perfekt – måske bliver jeg en god Kursus-studerende ved først og fremmest at slippe ideen om at jeg absolut skal være den bedste.Men hvordan gør jeg så? Jeg kan ikke altid forlige mig med tanken om at jeg ikke skal sige fra når jeg føler mig angrebet, men hvis jeg gør det er jeg i mit ego. Det giver intet at prøve på at pynte på mit ego. Det giver intet at lade som om jeg ikke føler mig angrebet, og lægge følelserne ned i rygsækken – til alt det andet. Som Kursus studerende har jeg som mål altid at være i fred, men dette er jo ikke en fortsættelse af den flinkeskole jeg altid har gået i.På den anden side er jeg jo ikke i fred hvis jeg vælger egoet. Opgaven synes næsten umulig.Eller er den?Jeg har ledt efter svaret – og fundet noget jeg kan bruge her: http://www.facimoutreach.org/qa/indextoquestions.htm (Foundation for A Course in Miracles spørgsmål og svar side).Først og fremmest skal jeg se på min bekymring om at jeg er i mit ego. En vigtig del af tilgivelsesprocessen er at lære IKKE at frygte mit ego eller skamme mig over at jeg har angrebet for fuld udblæsning. Jeg prøver at lære at egoet i virkeligheden ikke er andet end ”en lille tosset ide” jeg glemte at grine ad. Så når jeg dømmer mig selv for at være i egoet, så bekræfter jeg jo kun at det er virkeligt og ikke kun ”en lille tosset ide”. Det ville være meget bedre hvis jeg kunne være ærlig angående mit angreb og sige: ”Jeg angreb og det føltes herligt!” . Sådan. Det var ”forkert” kun i den betydning at angreb aldrig vil give mig fred i sindet og aldrig vil føre mig hjem til Gud. Men det gør det ikke til en synd. Det viser mig bare hvilken omkostning det har at følge egoet. Når jeg ikke længere føler at omkostningen ved angreb er det værd, vil jeg bede om hjælp til at tackle tingene på en anden måde.Jeg kan ikke måle min fremgang ved at se på om jeg stadig angriber eller har angrebstanker, men snarere, med tiden, hvor hurtigt jeg husker ikke at retfærdiggøre mine angreb. Altid når jeg identificerer mig med egoet, er jeg fordømmende, føler frygt osv. for egoet forandrer sig aldrig. Men den tid jeg vælger at tilbringe med egoet – den ændres.For det andet er processen i Kurset ikke sådan at det tvinger mig til at vælge mellem tilgivelse eller at ”lægge følelserne i rygsækken”. Nej, tværtimod hjælpes jeg til at lære HVORFOR jeg angriber – hvor mine følelser kommer fra.Tidlig i arbejdsbogen (lektion 5) lærer vi at ”jeg aldrig er ude af mig selv af den grund jeg tror”. Når jeg praktiserer lektionerne indebærer det 1) at se åbent og ærligt på negative tanker og følelser, og 2) erkende at årsagen er min beslutning om at afvise kærligheden og dernæst projicere ansvaret og 3) at bede om hjælp til at ændre denne beslutning.Mine følelser af vrede, had, jalousi, bekymring osv. er mit pensum. Disse følelser indikerer hvilken lærer jeg har valgt og er faktisk den eneste målestok som viser mit sinds beslutning. Derfor er det så vigtig at være opmærksom på hvad jeg føler og oplever. Ellers har vor lærer, Jesus jo ikke noget at arbejde med! Han dømmer mig aldrig når jeg angriber. Han beder kun om at jeg lærer at erkende egoets dynamik som ligger bagved, sådan at Han kan hjælpe mig med at lave den korrektion som er nødvendig.