Besøg på Færøerne - ikonkursus i Uti a Trø

Jeg glædede mig over at overvinde min frygt ved Cruz Grande på Gran Canaria…  når jeg  vandrede tæt ved noget som syntes som en afgrund.  .. og noget at det voldsomste man kunne komme ud for, syntes jeg den gang.  Det var det langt fra kan jeg sige nu.

Nu er jeg lige kommet hjem fra Færøerne hvor jeg har undervist i ikonmaling for anden gang.  Igen boede jeg  Uti á Trøđ, i et sommerhus som ligger eventyrligt smukt, lige på kanten til altanterhavet med den smukkeste udsigt til øerne  Koltur og Hestur bl.andet.

Denne gang var Erik med og vi sejlede med  Norrøna fra Hirtshals til Thorshavn.  Vi havde bestemt os for at være her i 10 dage så vi kunne se noget mere af landet.

Bjørk og Andor inviterede os med til Mykines et par dage efter kurset var færdigt.  Andors far er opvokset her – og her har familien et sommerhus.  Bedre guider kunne vi ikke få.

Men tilbage til det med høyder… Andor havde planlagt en vandring fra Mykines bygd til Mykines Holmur. Ord kan slet ikke beskrive den tur.  Her var  vandring langs stier  som var stejle, med mere end 100 meter lige ned i havet…Lige i starten havde jeg betænkeligheder og mente ikke det var noget  for mig. 

 Men Bjørk mindede mig om teksten på den ikon vi lige havde malet: ”Der er intet at frygte”.  Nej selvfølgelig er der ikke det…   Kun mine tanker gør mig bange. Jeg valgte om igen.

..og resten af vandringen kunne jeg gå uden at være bange – fri til at nyde den fantastiske natur og kikke på lunder , hækkende suler, havhæste og solbadende sæler.  

Og Andor fortalte og viste os de steder hvor han  samlede fugleæg, og fugle, hængende i et reb… og han viste os også det sted hvor alle mænd bøyede knæ og bad inden de skulle  samle æg og fugle. Det samme sted havde man bedt i hundreder af år.

På vej til Mykines Holmur passerede vi en gangbro over slugten mellem de to øer, 35 meter over  havet, det giver frihed og glæde når frygten er væk!  

Mykines kan være afskåret fra omverdenen i uger af gangen hvis vejret ikke arter sig,  det er øen som ligger  længst mod vest som en forpost.  Men denne dag var det nærmest vindstille, fuldstændig klar blå himmel og en bagende sol.  Det er nærmest uhørt på de kanter!  Det gav os også mulighed for at se kraftige strømme og brændinger – som var meget tydelige, selv  i så stille et vejr.  

Selve ikonkurset - grunden til at jeg overhovedet befandt mig på Færøerne gik lige præcis som det skulle.  Bjørks datter Lóa var med de to sidste dage og malede ærkeenglen Gabriel, og Liljas barnebarn Sofia var også på besøg ligesom Tórfrids søn Jon. Det var i sandhed 5 dage i glæde og fred!

Farvel til Færøerne for denne gang - jeg kommer gerne tilbage!